Vedtægter

Bestyrelsen

Vedtægter

September 2025

§ 1. Klubbens navn og formål

Klubbens navn er Hvidovre Skakklub. Den har til formål at fremme og udvide interessen for og kendskabet til skakspillet. Klubben skal være medlem af Dansk Skak Union.

§ 2. Kontingent

Det årlige kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling efter forslag fra bestyrelsen. Foreligger der ikke forslag, forbliver kontingentet uændret. Kontingentet opkræves for et halvt år ad gangen, med forfaldsdato den 1. januar og den 1. juli.

§ 3. Udmeldelse

Udmeldelse af klubben skal ske ved skriftlig henvendelse til kassereren senest en måned før udgangen af et halvår.

§ 4. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen har den højeste myndighed i klubbens anliggender og er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 5. Ordinær generalforsamling

Klubben afholder generalforsamling senest i maj måned. Senest 14 dage forinden forvarsles generalforsamlingen med en foreløbig dagsorden samt oplysning om fristen for at stille forslag til vedtagelse. Det sker ved henvendelse pr. e-mail. Medlemmer, som ikke har en e-mailadresse, modtager dagsordenen m.m. pr. brev.

Alle forslag skal fremsendes i deres fulde ordlyd. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 7 dage før den afholdes.

Den endelige dagsorden, eventuelt indkomne forslag og det reviderede regnskab forelægges for medlemmerne efter de frister, der gælder for generalforsamlingen. Materialet opsættes tillige på infotavlen i klublokalet og lægges på hjemmesiden.

Dagsordenen skal mindst indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Godkendelse af referatet fra sidste års generalforsamling.
  3. Formandens beretning.
  4. Det reviderede regnskab.
  5. Behandling af indkomne forslag: forslag til vedtægtsændringer og øvrige forslag.
  6. Valg. Det skal fremgå af dagsordenen, hvem der er på valg.
  7. Eventuelt.

Protokol føres af sekretær. Afgørelser træffes ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ét medlem kan kræve hemmelig afstemning.

§ 6. Vedtægtsændringer

Forslag til vedtægtsændringer skal vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. For at kunne vedtage et forslag skal mindst halvdelen af de medlemmer, der på dagen er fyldt 18 år, være til stede. Hvis færre end halvdelen er til stede, men forslaget får mindst 2/3 af stemmerne, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages med 2/3 majoritet uanset antallet af fremmødte. Vedtagelse af øvrige forslag kræver simpelt flertal.

Ethvert medlem, der er forhindret i at deltage i den ordinære og/eller ekstraordinære generalforsamling, kan afgive stemme ved fuldmagt. Det skal tydeligt fremgå af fuldmagten, om den er gyldig ved en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

§ 7. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 12 dages varsel. Såfremt mindst 25 % af medlemmerne fremsætter skriftlig anmodning til bestyrelsen om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling med nøjagtig angivelse af dagsorden, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest seks uger efter modtagelsen af den skriftlige anmodning.

§ 8. Valg

Valg af bestyrelse, revisor og suppleanter foregår ved almindelig afstemning. Ved stemmelighed foretages ny afstemning.

§ 9. Bestyrelsen

Bestyrelsen består af formand, kasserer og op til fem bestyrelsesmedlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig efterfølgende med valg af næstformand, sekretær samt ansvarlige for øvrige arbejdsopgaver.

I ulige år vælges formand og op til tre bestyrelsesmedlemmer for to år ad gangen. I lige år vælges kasserer og to bestyrelsesmedlemmer ligeledes for to år ad gangen.

En suppleant vælges af generalforsamlingen i ulige år for to år ad gangen. Suppleanten kan deltage i bestyrelsens arbejde, dog uden stemmeret. Revisor vælges af generalforsamlingen for to år ad gangen i ulige år. Revisorsuppleant vælges i lige år for to år ad gangen.

§ 10. Bestyrelsens arbejde

Over for generalforsamlingen optræder bestyrelsen på klubbens vegne og kan til enhver tid disponere til formål, der direkte eller indirekte er i klubbens interesse. Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Mindst tre bestyrelsesmedlemmer skal være til stede, før beslutninger er gyldige. Ved formandens forfald overtager næstformanden formandens pligter og rettigheder.

§ 11. Kasserer

Ved generalforsamlingens eller bestyrelsens godkendelse af ny kasserer kræver dette over for Hvidovre Skakklubs bankforbindelse underskrift af formanden og ét bestyrelsesmedlem.

Kassereren er automatisk medlem af bestyrelsen, uanset hvornår et kassererskifte måtte finde sted. Den afgående kasserer udtræder af bestyrelsen, såfremt den øvrige bestyrelse ikke måtte beslutte anderledes. Kassererskifte kræver ikke en generalforsamlingsbeslutning, men kan godkendes af den til enhver tid siddende bestyrelse.

§ 12. Sekretær og kasserer

Sekretæren fører protokol ved generalforsamling og bestyrelsesmøder. Kassereren forestår alle ind- og udbetalinger og fører regnskabet. Formanden kan ligeledes forestå ind- og udbetalinger.

§ 13. Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller to bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

§ 14. Regnskabsår

Klubbens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Årsregnskabet skal indeholde:

  1. Indtægts- og udgiftsregnskab nøjagtigt dokumenteret med bilag.
  2. Status pr. 31. december.

§ 15. Ophævelse

Bestemmelse om ophævelse af klubben kræver, at 3/4 af klubbens medlemmer stemmer herfor. Ophører klubben med at bestå, skal bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor der træffes beslutning om disponering af skakmateriel samt klubbens formue.

§ 16. Fortolkning

Tvivl om fortolkning af vedtægterne afgøres af generalforsamlingen ved almindeligt flertal.

Ikrafttrædelse

Vedtægterne er ajourført efter ændringer vedtaget på Hvidovre Skakklubs ekstraordinære generalforsamling den 9. august 2025 samt efterfølgende ekstraordinær generalforsamling den 19. september 2025. Vedtægterne trådte i kraft den 19. september 2025.